Desuden var der slået et stykke af den inderste kant i den forreste luge, det fik jeg også luset.
Dæksfugerne havde det ikke så godt, så jeg valgte at fuge hele agterdækket om sammen med 4-5 fuger i fordækket. Resten blev fuget efter i revnerne. Jeg kunne have valgt at fylde revnerne med Coelan, men jeg tænkte at det nok var nemmere at bruge fugemasse (hvilket jeg, efter at have arbejdet med Coelan, nu er 100% sikker på)
Alt i alt var det hele i meget fin stand, stort set alt hvad jeg lavede ved sidste renovering har holdt rigtig fint.
Jeg har været træt af vinduerne lige siden jeg renoverede sidste gang. Båden havde oprindeligt rektangulære vinduer som var monteret fra indersiden, men de er på et tidspunkt blevet ændret til ovale vinduer, som er noget smallere end de gamle. Derfor har vinduesrammerne været synlige fra indersiden, og i det hele taget har hele vinduesarrangementet set mindre pænt ud. Så jeg var simpelthen nødt til at finde en pænere løsning inden jeg sprøjtede Coelan for en mindre formue på.
Løsningen blev at tilpasse en træramme til de rustfri rammer, så vindueslysningen kom til at passe, og så limfugen udvendigt blev dækket af stålrammen. Det var et større stykke arbejde, for jeg var nødt til at stemme en del af det ud med håndkraft - der var ikke plads til fræseren, især ikke i agterkahytten. Rammerne blev lavet i to dele og limet i med epoxy fra begge sider. Jeg synes resultatet blev ganske fint, usynligt udvendigt men rimelig pænt indvendigt.