|
Af skade bliver man klog, siges det - i år har jeg i hvet fald lært, at det ikke er specielt klogt at lade sin træbåd stå uoverdækket for længe i vintertiden... Jeg kan dog ikke klage over lakkens holdbarhed, når man tager i betragtning hvor meget det regnede i november og december, er de forholdsvis få skader meget billigt sluppet. Der er i alt 14 små lakskader udvendigt på båden samt et par lidt større under sidevinduerne. Langt det meste holder 100%. Der er heldigvis ingen problematiske skader, det skal blot skrabes, slibes og lakeres. Skaderne under sidevinduerne skyldes at konstruktionen er forkert, så jeg skal have udtænkt en anden måde at lave det på. Der kommer utætheder ved messingskinnen, som skydevinduerne løber i, hvert eneste år, så det duer simpelthen ikke. Jeg spekulerer på at udskifte skinnerne med skinner af teaktræ - så kan de limes så det holder, samtidig med at vinduerne på grund af olien i træet kan køre ubesværet. Det bliver dog ikke lavet i år.
|
Jeg har besluttet mig for at renovere stævnemblemet i år, der er efterhånden så meget lak på, at det ikke længere så pænt ud - patina er godt, men det kan også blive for meget. Så jeg har skrabet hele skidtet af og malet guldbogstaver og figurer op med guldbronze. Så nu skal det bare have 10 gange lak - billedet er taget efter 2. gang lak. Agterlugen, som jeg jo aldrig har gjort noget rigtigt ved, skal have en tur i år. Så jeg er i gang med at fjerne lakken og slibe den ned. Det er en fornøjelse at se den smukke mahogni få sin rødbrune farve igen efterhånden som det solblegede træ forsvinder. Jeg går alle kanter efter for at lave en lidt bedre finish. Der er et par revner som lige skal ordnes, men ellers er der ikke andet en lakarbejde på den.
|
|
|