Sitemap for www.selma3.dk Motorbåden Selma III
Motorbåden Selma III

Renovering af skruetøj

Propel med hakker i

Første prioritet i år er at få skruetøjet til at køre ordentligt. Vi var sidste år noget plaget af rystelser, dels fra et slidt stævnrørsleje og dels fra en propel med hakker i. Så nu skal det laves ordentligt.

 

At få skilt tingene ad var ikke noget større problem da først jeg havde regnet ud hvordan konstruktionen var - det var blot at lave det par aftrækkere og så trække propel og flange af. Men til at starte med så det lidt problematisk ud, for på skrueakslen sidder der tæt op ad propellen en bronzebøsning som går ind i lejet. Det tog mig lidt tid at finde ud af at den faktisk var skruet på akslen - der er altså gevind på skrueakslen. Så bøsningen kunne spændes længere ind, sådan at jeg kunne få en 7 mm plade ind imellem til at trække i. Da først jeg fik aftrækkeren på, var propellen nem at trække af.

 

Et ramponeret propelblad
Flangen i den anden ende så umiddelbart mere problematisk ud. Den var sikret med 2 pinolskruer - noget jeg af erfaring ved kan ruste noget så djævelsk fast. Men det var ikke tilfældet, de far nemme at løsne, og med en specialfremstillet aftrækker og lidt varme, så gik det faktisk nemt.

 

Selve stævnrørslejet har en foring af noget fiberagtigt, hårdt materiale, og det er ikke til at opdrive nogen steder. Derfor bliver det nye leje lavet i nylon.

 

I den anden ende af akslen, skal der monteres en Bullflex kopling, så akslen skal drejes ned til 25 mm på de første 150 mm.

 

Selve propellen var det jo meningen skulle repareres, så jeg sendte den over til Korsør Propeller A/S for at få et tilbud på reparation. Men desværre kan det ikke betale sig at reparere den - den er simpelthen slidt op, så der skal en ny til - øv. Det er lige kr. 3850 ud af lommen. Men så skulle det til gengæld gerne virke i mange år.

 

Helt ny 13x18 tommer Michigan propel
26. maj 2011

Da båden kom i vandet d. 9 maj, var jeg meget spændt på hvordan det nyrenoverede skruetøj ville opføre sig. Min forventning var, at det hele kørte støj og vibrationsfrit. Men jeg blev skuffet - godt nok er de irriterende rystelser væk, men i stedet er der nu kommet en dyb resonans, som er til stede ved alle omdrejninger, og helt vibrationsfrit er det ikke. Over 1700 omdrejninger larmer det en del, og over 2000 omdrejninger er det helt galt. Jeg har checket opliningen, og den passer 100%. Da jeg prøvekørte det på land var der ingen vibrationer, selv ved høje omdrejninger.

 

Så jeg tror at problemet må ligge i selve propellen. Jeg synes at lyden ændrer sig når jeg drejer: Kraftigere når agterenden svinger mod propellens omdrejningsretning, svagere den modsatte vej. Jeg har på fornemmelsen at det er en form for resonans i selve propellen. Det er et problem vi aldrig tidligere har haft, heller ikke med den beskadigede propel. 

 

Et andet problem er, at den nye propel har noget større overflade end den gamle, og det kniber med at komme over 2200 omdrejninger. Fra ca. 2000 omdrejninger arbejder motoren hårdt. Med den gamle propel kunne jeg dreje den op på 2400 omdrejninger, og motoren begyndte først at anstrenge sig ved 2200 omdrejninger. Farten ved de forskellige omdrejningstal er stort set den samme, så det med at man får en besparelse på 5% med en moderne klasse 1 propel er i hvert fald ikke noget man kan regne med. 

 

Jeg har selvfølgelig kontaktet Korsør Propeller, og som forventet, mener de ikke at propellen er skyld i støjen, men i stedet akslen. Det tror jeg ikke på, for det eneste der er gjort ved den er, at den er drejet ned i forenden, så Bullflex koblingen kunne monteres.

 

Så jeg gør det, at jeg hiver båden op på bådpladsen og monterer den gamle propel - er støjen væk, er det propellen, er den der stadig, er det akslen.

 

Jeg håber at Korsør Propeller vil håndtere sagen på en fornuftig måde, men det må vi se når jeg får skiftet propellen.

 

5. juni 2011

Så fik jeg skiftet propellen, og som jeg forventede er støjen helt væk - det er altså den nye propel som er årsag til problemer. Jeg kontrollerede samtidigt akslen for skævhed, og den løber 100% lige. Med den gamle propel har vi en smule rystelser, men ikke nær så slemt som før stævnrørslejet blev skiftet, og det er ikke mere end vi kan leve med det indtil problemet med den nye propel er løst.

 

Forskellen på støjniveauet ved 1750 omdrejninger er ca. 3-4 Db, hvilket er ret meget, idet 3 decibel af det mennesklige øre opfattes som en fordobling af støjniveauet. Jeg målte ikke støjniveauet ved højere omdrejningstal, men der er forskellen endog meget større - med den nye propel skal vi råbe til hinanden, med den gamle kan vi tale normalt.

 

6. juni 2011

Så fik jeg en snak med John fra Korsør Propeller A/S, og jeg må sige at det er rart at få nogen i røret som ved hvad det drejer sig om. Vi aftalte at jeg sender propellen retur, så får jeg en 17" med lidt større stigning, hvilket skulle elliminere problemet.

 

20. juni 2011

Så er problemet løst, med 17x14" propellen kører det bare. Jeg synes at Korsør Propeller A/S har håndteret sagen til et rent 12-tal. Ingen diskussion, problemet blev bare løst, så jeg kan absolut anbefale at handle hos dem.

Motorbåden Selma III  •  Hjemhavn: Ribe  •  Tlf.: +45 75173059  •  
Medlem af DFÆL Logo Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer
Vinter 2006 - 2007
Restaurering 2007 - 2010
Vinter 2010 - 2011
Vinter 2011 - 2012
Vinter 2012 - 2013
Vinter 2013 - 2014
Tips & erfaringer