Men helt uden problemer skulle det nu ikke være - motoren ville ikke pumpe kølevand, og det viste sig at pakningen til søvandsfiltret på mystisk vis var forsvundet, så der kom luft ind. Jeg kunne ikke få det tæt, så jeg monterede en slange direkte udenom filtret - så kom der vand, og vi kunne sejle båden over til flydebroerne. Vi tog dog en lille tur rundt i havnebasinet, og jeg kunne straks mærke at der var kommet meget mere power i den gamle Volvo motor. Før var 2000 omdr/min absolut maximum med skruen på, nu smutter den op på 2400 omdr/min uden problemer.
Jeg ville egentlig gerne sejle til Ribe med det samme, men der var en del vind og buler på vandet, så jeg udsatte det til i dag - båden havde bedre af at få tid til at trække vand inden den blev udsat for bølger.
Men her i eftermiddags sejlede vi mod Ribe, ganske vist blæste det stadig en del, men vi tog det blot stille og roligt indtil vi kom i læ af Fanø. Den gamle Volvo kørte som en velsmurt symaskine, og alt virkede som det skulle. Det eneste er stævnrørslejet, som er ved at være slidt - det giver lidt rystelser, men det skal holde sæsonen ud, jeg laver det til vinter.
På vejen havde vi fornøjelsen af at se bramsejlskonnerten Maja ligge for anker lige ved Ribe-bøjen. Den ligger der som led i en række arrangementer i forbindelse med Vadehavsreagtaen, som løber af stabelen i den kommende uge.
Desværre slap vi ikke helt for problemer, for på vejen ind til kammerslusen begyndte motoren at sætte ud, og lige da vi sejlede ind, gik den helt i stå. Heldigvis kunne vi stoppe båden med håndkraft, så vi slap for skrammer - puha!
Jeg er sikker på at fejlen skyldes benzintilførslen, måske er der simpelthen for lidt benzin i tanken. Jeg afprøvede tanktilslutningen med godt 20 liter i tanken derhjemme, men når båden ligger i vandet, hælder den mere bagover, og så kan sugerøret, der ender ca. 10 mm over bunden måske ikke nå. Og det kan godt passe at vi har brugt det meste af de 20 liter jeg fyldte på i Esbjerg. Men det finder jeg ud af i morgen.
Update: Ja, der var for lidt benzin i tanken - nu ved jeg da hvor langt jeg kan køre den ned, det var blot en træls måde at finde ud af det på.