Sitemap for www.selma3.dk Motorbåden Selma III
Motorbåden Selma III

Renovering af motor

Motoren med afmonteret dørk, klar til at løfte ud

Det er allerede sidst i januar, og jeg har ikke nået en brøkdel af hvad jeg skulle. Teltet har taget lang tid at lave og jeg har haft meget arbejde. Men nu er turen kommet til motoren.

 

Afmonteringen er nem, der er rigelig plads rundt om motoren, og da jeg havde den løsnet for at montere gummiophæng sidste forår, er boltene nemme at afmontere. Det tog en lille halv time, så var den klar til at snuppe med kranen. Og det var også nemt at løfte den ud, alt i alt inkl. opstilling af kranen tog det ca. 15 min.

 

Det er meget spændende at se graden af slitage efterhånden som jeg får delene afmonteret, motoren har jo immervæk 55 år på bagen. Jeg var meget spændt på at se takthjulene - var det nu også dem der forårsagede den skraldrende/raslende lyd - og ja, det er jeg ret sikker på. Fiberhjulet er meget slidt, der var 0,5 - 1 mm slør, og tænderne har helt forkert facon, så det må være det. De nye takthjul er nu monteret, og så håber jeg at det giver ro. Det er ret nemt - tandhjulene er afmærket, så det er blot at sørge for at mærkerne passer ud for hinanden.

 

En desværre skrottet varmeveksler

En anden ting jeg var spændt på var om varmeveksleren, som jo er utæt, kunne repareres. Utætheden opstår først når veksleren bliver varm, og det er på grund af konstruktionen nok desværre umuligt at finde utætheden, og en evt. reparation lige så umuligt. Så jeg skal have fat i en ny - øv!

 

Topstykket er nu afmonteret, og det ser meget fint ud. Der er ikke antydning af kant i cylindrene, der er derimod tydelige spor efter honing. Så stemplerne har helt sikkert været ude for ikke så længe siden, så som det meget lave olieforbrug (intet) og det fine olietryk også tyder på, er motoren sandsynligvis blevet hovedrepareret på et tidspunkt. 

 

Nu da topstykket er afmonteret, har jeg mulighed for at kigge nærmere på den plade som var lagt under topstykket, og jeg kom til at spekulere på om ikke motoren rent faktisk er indrettet sådan fra fabrikken. Og ganske rigtigt, det er en BB43F (F for fotogen, som svenskerne kalder petroleum for). Motortypen blev lavet både til benzin og petroleum, hvor benzinudgaven BB43B havde kompressionforholdet 7,5:1 og 40 hk, petroleumsudgaven BB43F havde kompressionsforholdet 5:1 og 25 hk. For at ombygge motoren til ren benzindrift skal pladen ikke i igen og da det er ikke muligt at justere de 5 mm som plade og ekstra pakning fylder i justerskruerne, skal stødstængerne udskiftes med nogle fra en benzinmotor.

 

Nogle vil måske mene at det er lidt brutalt at udsætte en gammel motor for en sådan forøgelse af effekten, men jeg er ret sikker på at den nok skal holde til det med den stand som lejerne er i, og vi kan godt bruge lidt ekstra kræfter i båden, ligesom benzinøkonomien bør blive forbedret. Det er nu ikke fordi at 40 hk er så meget for en 1,4 liters benzinmotor - f. eks. er har en Opel Kadett 1,2 omkring 60 hk, og motoren er stort set konstrueret på samme måde (kun 3 hovedlejer)

 

Det går hastigt fremad med at få rengjort mororen for rust og gammel maling. Jeg mangler nu kun topstykke og søvandspumpe. Jeg har også renoveret karburatoren og fået den shinet lidt op - det er jo en støbejernskarburator, så den skulle også males. Der er kommet nye pakdåser og svømmerventil i, desuden er alt blevet kigget efter og rengjort - den blev nu helt pæn.

 

En rusten Volvo B4B købt for kr. 1000 af en mand i Knebel
29. maj 2008:

Hurra, det lykkedes! Jeg har i lang tid været på udkig efter en Volvo B4B motor, altså fra en Volvo 444 bil, og jeg har netop købt et gammelt rustent eksemplar af slagsen fra 1954. Jeg fandt den i Den Blå Avis til en tusse, hvilket jeg synes er OK på trods af at den ikke kan køre rundt (rustet fast). Men der er de reservedele jeg mangler, så som korte stødstænger, et oliefilter (det findes ikke på BB43) samt masser af skruer. Hvad der ellers kan bruges fra motoren betragter jeg som bonus.

 

Jeg har også fået fat i en ny varmeveksler - igen fundet i Den Blå Avis - en lille Bowman veksler, helt ny og ubrugt til kr. 2000,-

 

5. januar 2009:

Det har været hundekoldt hele juleferien, så jeg har valgt at blive inde i garagen og lave lidt ved motoren. Jeg startede med at skille den gamle B4B ad, for jeg skulle bruge de korte støttebolte til topstykket. Der er en forskel på ca. 8 mm både på støttebolte og stødstænger. Den var ikke vanskelig at skille ad, og den var ikke så rusten som jeg havde forventet - jeg bliver dog nødt til at pille krumtappen ud og derefter banke stemplerne løs med en træklods. Den sidder bare fast! Jeg tror nu godt at blokken kan reddes, cylindrene ser ikke så slemme ud endda.

 

Nymalet Volvo Penta BB43
Jeg havde regnet med at bruge oliefilteret fra B4B'en på min motor, men jeg har desværre måttet opgive det. Den prop der sidder i forkanten af motoren er rustet totalt fast - det er en lille jernprop med et firkantet hul i, og jeg kan ikke vride den løs, selv ikke med kraftig vold. Jeg tør ikke varme på blokken lige der, for på grund af kanaler og bolthuller er der er ikke meget gods lige på det sted; jeg er bange for at den revner. Men hvad - nu har den kørt i 55 år uden oliefilter, så det kan den vel nok blive ved med.

 

Inden jeg kunne montere topstykke, bundkar og forplade, skulle delene grundmales. Jeg riggede derfor en sprøjtekabine op af plastik, så jeg ikke svinede hele garagen til.

 

Så status i skrivende stund er, at topstykke og forplade er monteret og motoren og de fleste dele er malet. Nu skal det bare have tid til at tørre inden jeg kraner for meget rundt med den.

 

Motoren er næsten samlet
11. januar 2009:

Så, nu begynder det så småt at ligne en motor igen, det meste er nu malet og monteret, jeg mangler kun et par bolte i den yderste remskive samt at shine generatoren lidt op og montere den. Jeg skal lige have remskiven af, for den er meget rusten, og så tror jeg at jeg sprøjtemaler selve generatoren med noget sølvgrå - så tærer den ikke længere. Desuden mangler jeg at fremstille en studs til den nye varmeveksler samt den nye udstødningsbøjning.

 

18. januar 2009:

Jeg har været i gang med at "smede" lidt, og har nu lavet den nye

Den nye udstødningsbøjning

udstødningsbøjning og studsen til varmeveksleren. Jeg har lavet bøjningen i 42 mm rustfri rør med en kappe af 60 mm rør. For at være sikker på at kappen bliver fyldt med vand, er indløbet ført ned i bunden og udløbet er øverst. Indløb og udløb er lavet i 22 mm rustfri rør. Jeg har også fået en studs bikset sammen, men da den jo ikke vil blive udsat for andet end kølervædske, er den blot lavet i alm. sort jern.

 

Jeg lakerede delene i går, og her i eftermiddag har jeg monteret det hele - jeg mangler nu kun at justere ventiler og tænding, hælde olie, kølervædske og benzin på samt montere motorophængene. Jeg mangler 2 stk. gummiophæng, men de er bestilt. Så mon ikke jeg kan forsøge at starte den i løbet af den kommende uge.

 

Se en lille video med motoren
Klik på billedet for at se videoen

24. januar 2009:

Så - nu fik jeg den startet, og den kører som en symaskine - ingen klapren fra takthjulene eller andre mislyde. Den er faktisk meget støjsvag - det bliver dejligt. Den nye varmeveksler virker efter hensigten, og har ingen problemer med at holde temperaturen nede. Men helt uden ærgelser gik det nu ikke: Vandpumpen - som jeg skiftede forrige år - er utæt. Det er da utroligt, den har kun kørt én sæson, og det irriterer mig grænseløst at en så ny del er defekt. Men der er jo ikke andet at gøre end at bestille en ny til kr. 1249, og få den malet og monteret. Pokkers!

 

Jeg har også fået monteret et luftfilter, ikke så meget på grund af rensning af luften, mere på grund af støjdæmpningen. Jeg har søgt efter et anvendeligt nyt filter på nettet, men det var ikke til at finde, så jeg valgte at ty til autoophuggeren. Jeg brugte en times tid og kr. 100 på at finde et filter fra en Suzuki Alto, som kunne tilpasses samt diverse slanger. Og det virker - indsugningsstøjen er væk.

 

Jeg har lavet en lille video, som du kan se ved at klikke på billedet.

 

15. februar 2009:

Så er motoren klar, jeg har her i dag haft den kørende i en time for at få den op på drift-temperatur. Det var nødvendigt dels for at justere ventiler og dels for at topstykket kunne sætte sig ordentligt. Det er nu efterspændt til 8,5 Kpm.

 

Her er lidt billeder fra processen:

Den spæde begyndelse... Så er vi klar til at afmontere topstykket Udstødningsmanifild og karburator En desværre utæt varmeveksler Nye takthjul monteret Gammel maling og rust skrabes af (med et gammelt stemmejern, puha)
Klik på et billede for at se alle 43 billeder
Motorbåden Selma III  •  Hjemhavn: Ribe  •  Tlf.: +45 75173059  •  
Medlem af DFÆL Logo Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer
Vinter 2006 - 2007
Restaurering 2007 - 2010
Vinter 2010 - 2011
Vinter 2011 - 2012
Vinter 2012 - 2013
Vinter 2013 - 2014
Tips & erfaringer